SÅ lykkedes det endelig! Altså at få smidt et par ord og billeder op fra Københavns nye øl- og whisky festival. Mit hoved bliver ved med at spænde ben for mine blogudfoldelser, men hverken bloggen eller jeg er gået i stå. Vi venter begge to på ydeligere udredning, der kan føre os tilbage på rette spor – hånd i hånd.
Copenhagen Beer & Whisky Festival løb af stablen omkring sidste weekend i august. Det betød desværre at jeg kun havde mulighed for kort at kigge forbi om torsdagen, da mit selskab var ønsket i det jyske hen over weekenden.
Jeg må jo indrømme at jeg var noget spændt på at se, hvad denne nye festival havde at tilbyde, som ville få den til at udskille sig fra de eksisterende festivaler – altså ud over at der også skulle være whisky til stede. Meget information og reklame havde man jo ikke set – altså ud over manden med skægget og ølglasset. Og så var der vist noget med en kvindelig skuespiller, der skulle slå et slag for at øl også er for kvinder. Men det vidste jeg nu godt på forhånd. Der har aldrig behøvet et kvindeligt forbillede til at fortælle mig, hvad jeg kan og må drikke grundet mit køn. Mad og drikke er vel allemandseje, og op til den enkelte, dennes smagsløg, selvbillede og livsstil, hvad vedkommende føler er behageligt at indtage. Når det er sagt, så synes jeg at det er fint at både mænd og kvinder reklamerer for festivalen. Jeg bliver bare så træt af udtryk som kvindeøl og mandeøl. Kan vi ikke bare kalde det øl?
På festivalen blev jeg, og en masse andre af de søde ølbloggere, mødt af Britta, der var ansvarlig for at festivalen løb korrekt af stablen. Det var skønt at se at de ønskede at bruger lidt energi på at sætte os ind i, hvad festivalen i grunden ville og hvor de forventede se den næste år. Dog blev det en lidt forjaget introduktion, med lidt for meget øl og stress. Men vi fik da hilst på nogle godtfolk – og hvis jeg havde været på vej i byen, så var det da også en fin forfest…!
Hvis vi ser bort fra den lidt mennsketomme sal og de uafsatte stande, så syntes jeg at der var mange ting, der fungerede rigtig fint. Der var et godt udvalg af bryggerier med dertilhørende øl, et væld og whisky og rom, som jeg ikke kendte til, samt en håndfuld gamle kendinge. Der var sørget for flere behagelige loungeområder, så der var mulighed for at hvile benene og drikke en kop vand. Hvad angår maden – ja, så nåede jeg aldrig så langt. Men jeg hørte at det var der og at udvalget var fint. Jeg savnede dog at se flere af de små nye bryggerier på festivalen, men af hvad jeg kunne forstå på rygterne, så var deltagerprisen simpelthen alt for høj for de mindre bryggerier i ligaen. Det er jo lidt trist!
Jeg havde gerne smagt en masse flere øl, whisky og rom, men vores lidt vilde intro fik sat en pæn stopper for mit videre indtag af tungere skyts. Men det må blive næste gang – for på trods af et lavt besøgstal så påstår Bellacenter, der står bag festivalen, at der bliver en næste gang.
Jeg synes at det er fedt at se at der bliver prøvet på noget nyt. Noget der måske kan ende et sted imellem Ølfestivalen og CBC. Men stundet med at lave konkurrence, hvor folk selv melder deres øl til og, hvor ca. 25% går der fra med en medalje, ja det giver jeg ikke meget for. Hele medalje-ræset begynder at være lidt udvandet og hjælper ikke forbrugeren meget til at navigere i ølkvaliteten, når de deles ud til højre og venstre.
Festivalen har overstået sit første år og er helt sikkert blevet klogere. Jeg håber at de får lavet en ordentlig evaluering af eventet og tager en masse af deltagerne med i udviklingen af de kommende års festivaler. For vi har jo alle været nye og haft brug for et par vise ord, og så gør øvelse som sagt mester.
Set på et helt personlig oplevelses- og smagsindtryk, så synes jeg at jeg fik nogle rigtig fine ting med fra festivalen. Det var skønt endelig at få sat ansigt på, og hilst på drengene fra Frederiksberg Bryghus, få den fantastiske mulighed at smage Limfjordsporter på fad, prøve en dansk whisky eller to, prøve en triple IPA helt uden bitterhed, opdage at der ligger et spansk delikatessested med champagneøl lige i nærheden og sidste men ikke mindst snakke med alle de herlige mennesker fra branchen og høre lidt om, hvad de går og laver og hvilke øl man skal holde øje med i den kommende tid.
Tak for en hyggelig dag!