Humle & Mad

Ølfestival 2016 – Godt øl og glade folk

Et sted i København, derude, hvor den offentlige transport ikke lige kører forbi, der er der alligevel skinner nok til at forsyne en hel by… Skinnerne fører nemlig hen til Københavns gamle lokomotivværksted – der hvor togene boede før i tiden. Nu har det gamle værksted fået et nyt liv, og i de smukke højloftede rum holdes der events, og for andet år i træk Ølfestival arrangeret af Danske Ølentusiaster (DØE).

Ølfestival 2016 i Lokomotivværkstedet

Du ved det måske allerede – festivalen løber over tre dage, i tredje weekend i maj, og byder på øl fra hele landet og et par stykker fra det store udland. Niveauet er lidt noget andet end til CBC, hvor der hovedsageligt serveres batches specialbrygget til eventet. På Ølfestival bydes der dog også på øl brygget til eventet, men det er overvejende øl, som du har mulighed for at anskaffe dig efterfølgende. Det koncept passer mig nu rigtig godt, da det er en oplagt mulighed for at sondere terrænet inden der skal købes øl ind til det kommende år. Det er jo lidt svært at få lov til at smage på øllet i butikken inden man køber det.

Festivalen består derfor heller ikke udelukkende af bryggerier, men er en blanding af bryggere, distributører og importører, der alle forsøger at få det de mener er godt øl ud til det danske folk.

Ølfestival – et glædeligt gensyn

Jeg tror at i år er mit femte år på ølfestival, og der er mange glædelige gensyn. Men med den fart, som den danske ølbranche rykker med er der også en masse nye stande at udforske. Og på trods af to korte dage på ølfestivalen nåede jeg kun halvdelen af hvad jeg havde ønsket mig. Næste år håber jeg at helbreddet er bedre og at jeg måske kan tage tre korte dage, med endnu mere godt øl.

Udover at Lokomotivværkstedet er en smuk scene for godt øl, så er det også en rummelig scene med en dertilhørende dejlig have, således at der er masser af luft og man som lav person undgår at lugte til alt for mange svedige mandearmhuler, og hele tiden frygte for sit glas. Det var skønt at have plads til at stoppe op og få sig en sludder med bryggerne, med vennerne og de nye bekendtskaber – for hvad er godt øl, hvis man ikke har nogen at dele oplevelsen med?

Det bedste øl, som du bør jagte…

Selvom det var et par korte dage nåede jeg igennem en hel masse godt øl – og nogle enkelte mindre gode. Men hvis jeg skulle lave en oversigt over dem alle, så kunne jeg skrive fra nu af og helt til jul. Dog er min eneste DON’T en fyrreøl fra Fur, som jeg ellers havde glædet mig til at smage. Den var der godt nok ikke meget saft og kraft i.

Du får dog lige fem af de øl, som har markeret sig ekstra godt i min for tiden ellers lidt tvivlsomme hukommelse…

Disse øl har udmærket sig med karakterer som 8-9 og har været overraskende gode oplevelser, som jeg gerne gentager flere gange i det kommende år.

To oplevelser, som du ikke må snyde dig selv for!

Foruden disse øl, så havde jeg også to lidt mere specielle øloplevelser, som du ikke skal snydes for. Det er dog øloplevelser, som ikke fås udenfor festivalen så vidt jeg er orienteret; det kan dog være en opfordring til at prøve dem næste år, hvis vi er så heldige igen.

Ole fra Ulkløbben var så venlig at hive mig ud af min egen lille verden og trække mig med til Brooklyn Brewery, hvor han selv havde haft en fantastisk oplevelse dagen før. Han mente ikke at jeg skulle snydes for denne, og jeg kan kun sige TAK! Brooklyn diskede nemlig op med en hel serie af specialbryggede øl, som var blevet brugt til fredagens master class med Garret Oliver, der er legenden bag Brooklyn Brewery. Øllet var fadlagret og i en klasse for sig. De to bedste på det tidspunkt var klart Caradoc, der var meget vinøs og rund i smagen, og så den lidt mere specialle Yokai, der var lagret på sakefade. Den oplevelse håber jeg at gentage igen næste år!

Den anden lidt overraskende oplevelse fik jeg foræret af Simon fra Hopdaddy, der til festivalen residerede på vores sofa. Simon er fan af Hornbeer, og i den sammenhæng er jeg lidt en newbie, der kun har drukket få øl fra det Kirkehyllingske bryghus. Hornbeer havde ganske rigtigt et par overraskelser i ærmet. De havde nemlig tilføjet et helt nyt hjørne til deres stand: Sure Jørgens Sure Hjørne! I det nye hjørne blev der budt på – ja, du gættede rigtigt – sure øl. Hornbeer havde valgt at prøve kræfter med noget helt nyt i forbindelse med festivalen, og havde begivet sig ud i den sure ølbryggerkunst. Et felt, som jeg endnu ikke har betrådt, desværre! Men jeg er vild med surt øl, og som du har kunnet læse i mit CBC-indlæg, så ser det ud til at blive trenden i det kommende år. Den mest spændende var Brewer’s Sour, der var brygget på gæren fra luften over lille Kirkehyllinge, hvor jeg har tilbragt en del timer som barn. Det var en rigtig glædelig oplevelse, og jeg il også anbefale dig at opsøge deres sure øl, hvis det bliver muligt igen.

Smil, hygge og gode øl…

Jeg endte simpelthen med at snakke med så mange hyggelige mennesker på dette års ølfestival. Det var en ren fornøjelse at deltage, og jeg ville ønske at jeg kunne nævne jer alle, men heldigvis siger et billede vist mere end 1000 ord, så du må lige kigge dig frem til noget af det også…

Sidst, men ikke mindst, så endte jeg  som altid med at bruge en del tid hos Amager Bryghus, for der var pludselig en masse øl, der var gået min næse forbi, og kan vi jo ikke have! Som altid var det en skøn oplevelse, og øllet som altid sublimt. Mit besøg bød blandt andet på et gensyn med Rye King og Todd, der jo altid er et must. Rug og humle ❤ Af nye bekendtskaber, som du også bør stifte, kan jeg anbefale Green Green Banshee, The Gay Gondolier og Bobsleighing in April – og ja, en hel masse andre. Faktisk nok til at fylde mit køleskab. Så selvom jeg ikke kan deltage, så kan jeg kun anbefale at du tager ud til de præpubertære (som de selv kalder sig) drenge fra Amager på LØRDAG og drikker deres øl og spiser deres mad!

Til slut kan jeg kun sige 1000 tak for en fantastisk festival! Tak for at have styr på sagerne (i hvert fald det, der var synligt) og for at invitere nogle gode bryggerier. Endnu mere af det næste år – plus en større alkoholtolerance til min lille krop, så jeg kan smage endnu mere godt øl og snakke i endnu flere timer.


SKÅL og velbekomme, og på gensyn!

This entry was published on 27/05/2016 at 15:20. It’s filed under Øl, Dansk øl, Festival, Håndbryg and tagged , , , , , , , . Bookmark the permalink. Follow any comments here with the RSS feed for this post.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: